| BGU nu og i fremtiden |
|
Nøjagtigt som da Brande Ungdomsforening og Brande Gymnastikforening startede, har foreningen stadig samværet og motionen i højsæde. Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt virke at styrke det frivillige foreningsarbejde for at fremme den folkelige oplysning. For mig er det vigtigt, at huske dette, dels fordi det for mig er nogle vigtige formål, og fordi alle bestyrelser incl. den nuværende har arbejdet efter det og de har alle gjort et godt stykke arbejde. Foreningen er i dag jo ikke ret meget anderledes end da den for 40 år siden blev lagt sammen. Vi har stadig vores grundstamme med gymnastik, dans og bold. Forskellen fra dengang og til nu er, at vi har flere forskellige arter i grundstammen. Vi har jo som noget helt nyt, fået SIM med som en integreret del af foreningen, hvilket jo bare gør foreningen endnu stærkere både nu og i fremtiden. Selvom vi nu ser tilbage pga. jubilæet, er det vigtig også at se fremad, så vi igen til sæsonstart 2007/2008 og næste sæsoner, har lige så gode muligheder at tilbyde nye som gamle medlemmer. Ved et jubilæum er det de nuværende kræfter og aktive som fejrer sig selv. Men det er meget vigtig, at huske de mange frivillige gennem tiden, som har en stor del af æren for, vi som forening i år kan fejre de magiske 100 år. De knoklede lige så meget dengang, som vi gør her i det 21. århundrede og vi har endda nok nogle lettere forudsætninger. For 50 år siden var der ikke noget der hed tilskud af nogen art, foreningen måtte ”nøjes” med at tjene på kontingenter og entre. Tænk hvis det var sådan i dag, så tror jeg vores økonomi ville lide af kroniske røde tal. En ting som også er anderledes i dag er lokaliteterne, næsten alt idræt foregik dengang udendørs, uanset vejr. Forestil jer vores yngre medlemmer hvis de blev sat til at gøre gymnastik en gang om ugen i silende regn. Jeg er ikke sikker på det ville fremme medlemstallet, måske nærmere det modsatte. En anden ting der også er blevet meget anderledes er hvordan holdene fik musik til træningen. Før i tiden måtte gymnastik- og danseinstruktører allierer sig med pianister, i dag kommer de med deres CD eller Minidisk. Jeg tror og håber på, at vi igen om 25 år kan sætte os til bordet og skal fejre endnu et jubilæum. Simpelhed fordi vi udvikler os i trit med vores samfund og derigennem tilpasser os medlemmers behov og ønsker. Dermed ikke sagt at man skal glemme hvad vi, har tværtimod. Som tidligere nævnt har vi mange tilbud og sørger vi for at udvikle tilbuddene endnu mere, er vi godt på vej. Jeg ved godt det er nemt at sidde og sige nu, for det kræver selvfølgelig at vi har frivillige til det. Men jeg er overbevist om at vi kan skaffe dem, for vi har mange unge i foreningen som brænder for deres idræt. Det er dem vi skal arbejde på ar beholde i foreningen, for så er fremtiden sikret. For vender vi det om, har vi ingen frivillige instruktører, bestyrelse mv. medlemstallet falder, og foreningen vil få det rigtig svært. |

Når jeg sidder og læser, hvad der er skrevet om foreningen gennem tiden, er det med lidt sved på panden, at jeg som formand skal skrive om foreningen. Det er dog også, med en stor stolthed over at være BGU´er, da der er fulgt med udviklingen, mange har ydet en stor del af deres tid og nye initiativer er taget.